Danger? What danger?

[Aki Joyce]

Der lå en ildevarslende tåge som en tyk dyne hen over det område der tidligere havde været Washington havn. Der var kratere her og der hvor bomber var landet på asfalten, og i disse var der blevet sprøjtet radioaktivt vand op, så der var farlige, små radioaktive søer overalt i havneområdet. Kun fjolser og vovehalse ville vove at komme nær på en så tåget dag som dén dag.

Hvad Aki Joyce var... Det måtte man selv bedømme.

,,Gun-chan, kom nu! Hvorfor går du så langsomt!?" Hendes stemme var høj, bebrejdende og ivrig, mens hun rendte rundt med et gigantisk kort foran sig. Det var havnekortet. Aki havde været på havnen før, selvfølgelig havde hun det, men hun var aldrig rigtigt noget hele vejen rundt. Gunner havde altid slæbt hende væk før hun kom til at skvatte i noget af det radioaktive vand. Aki var ikke så bekymret. Lykkens Gudinde havde altid stået hende bi, hvorfor skulle denne dag være anderledes?

,,Gun-chan, ifølge kortet er vi ikke langt fra det område med varehusene. Hvis vi er heldige finder vi noget vi kan sælge til Ziperton og Crowferd!" Aki lød meget begejstret ved denne tanke.

[Tomas McDillan]

Gunner sikrede sig, at sikkerheden fra hans riffel, var slået fra. I denne tåge, var de begge to et let bytte. "Jeg er ikke langsom! jeg sørge for ikke at træde på nogle tilfældige miner, eller fælder raiderne har sat op!"Gunner tog ladegreb ved tanken. Da han hørte ørdet sølge, lyste han dog op. De havde ikke mange penge mellem hænderne, da at rejse i ødemarken kostede nogle penge. Både til proviant og reparationer. "Se dig nu får i stedet for Aki! Ingen af os har godt af, at du drukner." Gunner havde svært ved at se Aki, for tågen, derfor råbte han lidt, for at være sikker på, at hun kunne høre ham.
Han kiggede endnu engang rundt om sig selv. Det så ud til, at de var alene, men i denne tåge, kunne han ikke være sikker. Hvis Aki kunne finde de varehuse, ville det være et godt sted, til at forsvarer sig selv. Hvor der var vare, var der tit også nogle, som ville dø, for at få fingrene i dem. Gunner vidste, at man skulle være forsigtig, på disse kanter. DC var ikke noget sted, at holde ferie.

[Aki Joyce]

Aki ignorerede som altid Gunners ivrige forsøg på at gøre hende forsigtig, da hun bare gik derudaf med snuden begravet i kortet. Til gengæld var det også ret nemt for hende at vide hvor søerne var, da kortet var utroligt præcist, og derfor var hun altid i stand til at gå udenom søerne. Hun burde måske ikke være så optimistisk omkring Gunners chancer for at vide hvor søerne var, men Gunner kom jo aldrig til skade, han skulle nok klare sig. Ved hans sidste kommentar lo Aki humorforladt, mens hun så sig omkring i den tætte tåge, i et forsøg på at orientere sig.
,,Gun-chan, jeg vil blive til en Ghoul før jeg overhovedet når at drukne, så jeg regner med at du vil skyde mig hvis jeg falder i en af søerne," kommenterede Aki med et smil, før hun så sig tilbage. Hun så Gunner få skridt fra kanten og hendes hånd rakte ud efter hans albue, for at stoppe ham.
,,Gun-chan no baka, hold dig tæt til mig, ellers er det dig der drukner," irettesatte Aki med et drilsk smil, før hun begyndte at føre Gunner i den generelle retning af varehusene.

[Tomas McDillan]

Gunner hadede virkelig Aki's gode orientering engang imellem, men han var dog taknemlig, da hun tog fat i hans albue, for han kunne godt selv mærke, han var på vej ud over noget.
"Når vi når de varehuse, holder du dig tæt på MIG. Vi kan ikke vide, hvad der gemmer sig derinde, forstået?" Gunners tonefald, var hårdt, men hans ord var kærlige og beskyttende, noget som kunne forvirre mange. Holdte han af pigen, eller hadede han hende? Det var svært at sige, for en hver. En ting var sikkert. Gunner kunne ikke bruge hende død. "Hvorfor er den her forbandet tåge her også?" sagde han lavtmeldt. Det var svært nok at se, med kun et øje, og tågen gjorde det bare værre. Han kiggede konstant rundt om sig, som en desmordyr, der skulle tjekke om der var farer på færre, men dette ordbillede, var dog ikke helt ved siden af. Han våben var skarpladt, og der ville ikke gå lang tid, før han affyrede et skud, hvis han så noget der bevægede sig, i tågen.

[Aki Joyce]

Aki var vant til måden Gunner snakkede til hende på, så derfor fortrak hun ikke en mine ved hasn hårde tonefald. Hun nikkede bare og gentog hendes ord for forstået, hai, om og om igen, mens hun orienterede sig på kortet. Hvis man kende hende lige så godt som Gunner gjorde, ville man vide at hun slet ikke hørte efter. Hun var alt for optaget ved tanken om at nå til varehusene. De fleste ville få dårlige nerver ved at overlade deres liv til en pige som ikke engang så sig for i labyrinten af radioaktive søer, men Aki stolede 100% på sine kort, så derfor undveg hun altid søerne med en håndsbredde.

,,Dét var den sidste sø. Varehusene er lige ud."

[Tomas McDillan]

"Finally" kom det fra Gunner, med ægte irsk accent. En der ikke lå meget fjernt for ham, da hans forældre oprindeligt var irer. "Når vi når varehusene er det dig der følger mig. Ellers går du bare hen og kommer til skade...Og denne gang HØRER DU EFTER!" Gunner råbte hende næsten lige ind i øret, så han vidste at hun ville miste koncentrationen. "Du får jo os begge to dræbr på den her måde" sagde han, lidt opgivende. Nåede de ikke snart de varehuse? Den kolde havbrise, var ved at gå ham på nerverne. Siden det var varehuse ved havnen, måtte der være et par olietønder, et eller sted. Dem kunne de lave et ¨l af, så de begge to kunne få varmen igen.
Gunner stoppede pludseligt op. "Shhh" sagde han, og gik i hug. Dette var et klassisk tegn på, at Gunner mente, at der var farer på færre. Han løftede sin riffel op på skulderen, og kiggede igennem kiggertsigtet. Han syntes han havde hørt noget, men der var intet at se. Han viftede med to fingre hen imod Aki, for at vise at hun skulle gå videre, men han fjernede ikke synet fra kiggertsigtet i processen. Jo hurtigere de kunne komme til varehusene, jo bedre.

[Aki Joyce]

Aki sprang op i luften med et højt "EEP" da Gunner råbte hende ind i øret. Det var da en højst ubehagelig vane den dreng havde fået sig! Aki kunne meget bedre lide ham dengang hvor han blot viftede hånden foran hendes ansigt gentagne gange, men sådan her var vel hurtigere, det kunne hun godt se. Men det gjorde stadig ondt i hendes stakkels øregang.

,,Hvis der er noget her, har det da klart hørt dine råb, Gun-chan!" sagde Aki med et dybt suk gemt i hendes lyse stemme, men da så Gunner tyssede på hende fløj hun ned til jorden og gjorde sig så lille som muligt, ikke særligt svært med hendes slanke korpus. Hun sad musestille, en disciplin hun havde mestret i de sidste fire år hun havde rejst med Gunner, indtil han signalerede at hun skulle gå videre. Hun nikkede forstående og hun rejste sig langsomt og, mens hun gik langsomt videre mod varehusene, altimens hendes øjne gled frem og tilbage, på udkig efter Raiders eller Cutthroats. De var det sidste hun havde lyst til at møde lige nu.

[Tomas McDillan]

Hvad Aki ikke vidste var, at Gunner brugte hende som lokkemad. Hvis nogen var her, ville de se hende, og så snart de dukkede deres grimme hoveder frem, skulle Gunner nok sørge for, at få dem væk fra deres tilhørende kroppe. Det så dog ikke ud til, at der var nogle. "Måske var det bare en rotte kakerlak" sagde han, og trak rifflen væk, fra skulderen igen. Han rejste sig, og gik videre sammen med Aki. Gunner håbede på, at han havde ret, og ikke at det var raiders, der var kloge nok til først at skyde, når de var sikker på at ramme.
"Prøv at se om du kan lade være med, at trampe så meget, når du går, Aki." De tramp den lille pige lavede, kunne høres på lang afstand, men sådan var det jo når man fokuserede mere på et kort, end at sætte fødderne. Gunner himlede kort med øjnene. Det var et mirakel denne pige, stadig var i live.

[Aki Joyce]

Aki så tilbage på Gunner da denne kom hen til hende og hun rynkede brynet ved hans fornærmelse. Trampe!? Sagde han hun var fed!? Hun begyndte at stampe hårdere i jorden, bare for at provokere ham og hun rakte tunge på samme tid. Han skulle fandme få tramp, skulle han!
,,Jeg tramper, jeg tramper, gid det blot var stamper~" sang hun i et provokerende toneleje, før hun gik videre, i et ret hurtigt tempo, for at komme væk fra Gunner. Snart nåede hun døren til varehuset og hun så op og ned af det, for at se om hun ikke kunne lokalisere døren.

[Tomas McDillan]

"Fanden tage dig, tøs!" Hendes barnlige agering, hjalp absolut ikke, til deres overlevelse, det var da sikkert. Han satte tempoet lidt op, for at følge med hende. Pludselig stod de foran en stor bygning. "Er det her?" Gunner kiggede rundt på bygningen, for at se om han kunne få øje på snigskytter. Det så ret fredeligt ud, men i ødemarken kunne alt ske. Han tog rifflen op til skulderen, for at se igennem kikkertsigtet. Det hjalp meget, når man skulle se igennem tåge, med kun et øje. "Det ser ud til vi er alene. Godt" sagde han, og kiggede afventende på Aki, mens at tog rifflen af skulderen igen. Fandt hun ikke snart den forbandet dør, så de kunne komme ind? De var siddende ænder her ude, og en menneskejæger eller andre idioter, kunne let få ramt på dem. "Kom nu Aki." Gunner fandt aldrig indgang, når de skulle ind i bygninger. Han holdte altid øje med, at ingen, specielt Aki, kom til skade. Og lige præcis med Aki, var det et fuldtids job.

[Aki Joyce]

Aki smilede ved Gunners opgivende udbrud, og hun ignorerede ham mere eller mindre. Mest fordi to af hans sætninger var opfordringer, og hun lyttede næsten aldrig til opfordringer fra Gunner, og fordi det andet var et formålsløst spørgsmål, han kunne da for helvede se at det var her? Ellers var hans glasøje begyndt at have en effekt på hans rigtige øje også. Aki begyndte at følge væggen med den ene hånd, og snart fandt hendes hånd et håndtag. Hun skyndte sig at åbne døren og gå ind. Lugten af brændt kød nåede hendes næsebor og hun rynkede på næsen.
,,Vi har fundet en Raiderlejr, Gun-chan. Men der er ingen hjemme at the moment," informerede hun med et smil, og hun gik lidt længere ind i varehuset. Hun kunne se diverse reder af gamle tæpper og et bål i midten af varehuset. Der var stadig rester af et menneske over bålet, og det var dér lugten af brændt kød kom fra.

[Mystic Wanderer]

"Vi er heldige i dag" sagde Gunner, da han trådte indenfor. Han viftede Aki lidt væk fra døren, og satte sig på knæ, og tog tasken af, åbnede den, og roede i den. "Men vi kan ikke have de sniger sig ind på os, kan vi vel?" Han trak noget op af tasken. Det var en gammel sodavandsflaske, fyldt med noget der lignede modellervoks. I modellervoksen sad en lille springladning. Gunner satte flasken ved siden af døren, og trak en snor, der var lidt hævet over gulvet, fra springladning, og til et rør, som Gunner fastgjorde den til. "Nu bliver det et b
rag af en fest, hvis de kommer tilbage" sagde han, og smilede skævt til Aki. "Men lad os lige tjekke at der ikke er nogen hjemme. Vi skal have fundet lagret. Du har eventuelt ikke et kort over bygningen her?" sagde Gunner, imens han trak et maskingevær, og en lille pistol og af tasken.
Han tog tasken på, og rejste sig igen, og rakte den lille pistol til Aki, hvis hun kom ud i problemer, uden han var der.

[Aki Joyce]

Aki ignorerede pretty much Gunners snak, lige indtil han nævnte ordet 'kort'. Hun så ned på ham med store, brune øjne, blinkende, mens hun forsøgte at stykke sammen hvad han havde sagt. Selvom hun ignorerede det opfangede hun det jo stadigvæk. Hun skulle bare lige huske hvad han havde sagt. Da hun nåede frem til sammenhængen rystede hun på hovedet med et barnligt grin.
,,Jeg har aldrig været i det her varehus før. Men bare rolig, giv mig ti-femten minutter og jeg har et kort parat." Hun tog imod pistolen, før hun skyndte sig hen til lejrpladsen. Hun fandt et tomt pergament frem fra sin taske, hendes sprittus og begyndte at tegne. Varehusenes layout kendte hun, så hun vidste hvilke rum der var og hvor store de var. Hun tegnede selvfølgelig også detaljerne som Raiderrederne og lejrbålet på kortet. Da hun var færdig med layoutet, gav hun Gunner besked på at tjekke indholdet af siderummene. I disse varehuse var der i alt tre siderum. Et lille og to store. Det lille var typisk et rum forbeholdt rengøringsartikler, og de store til hvad nu varehuset indeholdt, men hun vidste ikke præcist hvad Raiders ville have proppet ind i rummene under disse omstændigheder.

[Tomas McDillan]

Gunner sparkede døren op, til det lille rum som det første, og sigtede med det samme, med hans maskingevær i åbningen. Der var kun rengøringsartikler, og en enkelt rottekakerlak, som han hurtigt sparkede hovedet af. "Ikke noget, af interesse der, med mindre vi kan få nogle gode kapsler, for sæbe." Han gik videre til døren, til en af de store rum. "Jeg lader dig være her lidt alene. Lad nu være, med at løb ind i problemer." Han åbnede forsigtigt døren, og sneg sig ind i det store rum. Han var lige ved at træde i en åben bjørnefælde, men han fik hurtigt disarmeret den, med en tom dåse han fandt. Så raiderne kunne altså finde ud af, at beskytte stedet? Det betød vel, at der var noget af værdi derinde. Gunner kiggede rundt, i kikkertsigtet på sit maskingevær. Ingen hjemme overhovedet. Det var var let. Næsten for let? Der var noget ved dette sted, som Gunner absolut ikke bryd sig om. Han gik rundt og ledte på de gigantiske hyldesystemer i rummet, og fik så øje på noget. Det var svært at se hvad det var, før han kom helt hen til det. "Aki, kom her og se!" Som sædvanlig havde tøsen for travlt, til at komme, når han kaldte. Det var et vaske ægte fissionsbatteri. Sådan nogle var sjælende at finde, og en hel del kapsler værd. Med sådan et kunne Ziperton holde strøm i en hel måned. Det var en stor sag, men heldigvis var der et håndtag i, som Gunner tog i, og bar batteriet ud i forhallen, så Aki kunne se, hvad han havde fundet.

[Aki Joyce]

Aki var i fuld gang med at kortlægge de mindste detaljer i den store forhal, mens Gunner begyndte at inspicere det lille rum. Da han kaldte på hende skulle hun lige til at svare, men en lyd stoppede hende. En lang, rallende lyd. Hun spærrede øjnene op og stod fuldstændigt stille, mens hendes øjne havde fæstnet sig ved døråbningen hvor Gunner var inde. Bare han ikke ville komme ud, bare han ikke ville komme ud...

Han kom ud.

IDIOT! Aki hørte den rallende snak fra Raiders eksplodere, bogstaveligt talt, i den eksplosive tilretning Gunner havde lavet, og hun så tilbage, i tide til at se Raiders brænde i eksplosionen. Hun løb hurtigt over til Gunner, da hun vidste at han helst ville have hende tæt på i sådan en situation her. Hun hev kortet over varehusene frem, for at se om de ikke kunne komme ud af en anden indgang. Gennem længere tid havde Aki lært sig selv at slippe al kontakt med omverdenen, at fokusere så absolut på et kort, at intet kunne hive hende ud af koncentrationen, før hun havde fundet hvad hun ledte efter. Hun var derfor ikke bekymret for om Gunner klarede Raiderne for hende. Hun vidste at han aldrig ville lade dem komme tæt på. Denne form for koncentration var kun mulig, fordi hun stolede så meget på Gunner som hun gjorde. Havde det været enhver anden ville hendes tillid ikke have været så absolut.